fotomaniac.dk ©
 
Gettin' Ranked
Gettin' Ranked

Kære dagbog.

Det er fredag og jeg sidder på hostlet i Melbourne. Har ikke rigtigt haft tid til at skrive før nu. Og dog. Brugte lidt af ventetiden i Abu Dhabi lufthavn på at skrive, men mistede det hele pga en ustabil internet forbindelse. Så jeg vil prøve at skrive det hele igen.

I tirsdags, efter en god 10 timers lur hos Pernille og Ben i London var jeg udhvilet og ved godt mod. Klar på en dag med lidt sightseeing i London. Utroligt hvad søvn kan gøre ved ens humør. Men det er åbentbart ikke kun baby'er og småbørn som vræler når de er trætte. Jeg gør også.

Først tog jeg tilbage til shopping helvedet på Oxfordstreet for at bytte blusen, jeg havde købt dagen forinden. 1. Den var for stor om barmen og 2. For lille om maven og røven. Typisk. Jeg har for små bryster og stor røv! Om ikke andet så kan en kvinde da altid peppe sig selv op med lidt shopping, så hermed gjort. Men det lykkedes nu alligevel at være fornuftig med mine penge og ikke gå helt amok- der var jo alligevel ikke plads i baggagen.

Efter shopping og lidt mad, tog jeg ind for at se Rankin udstillingen som planlagt. Kææææmpe stor udstilling i fede lokaler i et nedlagt bryggeri i et gammelt arbejderkvarter, nu mest beboet af indere (at dømme ud fra gadenavnsskiltene). I et hjørne af udstillingslokalerne var der stillet studie op til Live udgaven af udstillingen, hvor konceptet bestod i at Rankin ville fotografere tilfældigt udvalgte personer, som havde tilmeldt sig via nettet. Rankin selv var desværre ikke på set den dag, så det var hans assistenter som skiftedes til at skyde dem som var på dagens program. Desværre er jeg jo alt for genert og opdraget til at tie stille indtil man bliver spurgt, så jeg fik ikke presset på, for at et billede af mig kunne blive en del af udstillingen. Man skulle jo ha tilmeldt sig via nettet. Hurra for flinkeskolen! Somom noget ville ha gået af mig ved at spørge. Jeg undskyldte mig med at assistenterne ikke var gode nok til mig. Jeg vil ha the real deal. I et andet hjørne af udstillingen var der opsat en fotoautomat, så man også selv kunne lege med og hænge billederne op på en opslagstavle bagefter, og dermed alligevel blive en del af udstillingen. Så jeg fik taget nogle billeder hvor jeg rækker tunge i stedet. Så kan han lære at være på set ham Rankin. (Somom jeg havde turdet at spørge, hvis han havde været der)

Efter udstillingen tog jeg tilbage til Pernilles og spiste Pizza med Ben, som tak for gæstfriheden. Havde egentlig planlagt Tate Modern også, men det må vente til næste gang jeg krydser London. Det var nu rart med lidt selskab og de værste dårlige nerver havde lagt sig og blevet erstattet af forventningens glæde. Jeg er ikke sikker på at det er helt sundt med den slags ekstreme humørsvingninger men jeg håber at de fleste vil opfatte det som værende inden for normalen- kan godt selv komme lidt i tvivl.

Onsdag morgen skulle jeg yderst tidligt op og med tuben direkte til Heathrow. Gik uden problemer og overvægt igennem tjeck in, og kunne se frem til 7 timer på den flade mod Abu Dhabi. Hvis man synes at 7 timer er lang tid, så er det ingenting i forhold til 4 timers ventetid i transit og derefter 13 timer videre i flyveren mod Melbourne. Jeiks! Og det er slet ikke sjov når der også er masser af babyer og småbørn som vræler, ca. hver 1/2 time. Den lille snert af skruk-hed, efter Pias baby er kommet, blev meget hurtigt kureret! Det mest ubehagelige er nu alligevel følelsen af begyndende siddesår og blodårer i benene på randen af eksplosion.

Heldigvis havde Pia jo lavet den dejligste flyvegave med 6 små pakker som jeg kunne åbne i løbet af turen, så jeg ikke skulle kede mig alt for meget. Tak Pia, for Jelly Beans som skulle minde mig om alle vores dejlige Friday Night Skate ture sammen. For små bekymringsdukker til at putte under hovedpuden om natten, så mine tanker kan blive aflastet lidt. For en helt ny fin notesbog til alle de nye fotoideer jeg får- den er dog stadig tom :-S. For yndlingslakridserne Piratos, og for Love the fra Pukka, så jeg nu altid vil huske, når jeg jeg drikker lige netop det, at "den lille familie" savner mig, og jeg savner jer. Blev helt rørt og måtte knibe en tåre, ligesom jeg gør nu, mens jeg skriver om det. Shit, hvis man bare kunne være lidt mere hårdhudet og ikke altid have sine følelser uden på. Men jeg vidste det ville blive hårdt og det må det også gerne være. Ønsker og håber at jeg bliver stærkere med tiden. Men hvorfor er det ligesomom at jeg altid skal leve efter devicen at "det skal gøre ondt før det kan gøre godt". Er slet ikke sikker på at det er godt at lære sine børn det. Så hellere smil til verden, og verden smiler til dig. Eller Nike's meget rammende ordsprog om det jeg gør nu... Just do it!


2009-08-14 • 1 Comments • Categories: Architecture |  Canon Ixus 70 |  Traveling |  
Kære Dagbog...Gettin' RankedUdadvendt indeni og indadvendt udenpå
 
134 photos • 14105122 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost