fotomaniac.dk ©
 
Jeg har set en haj OG en pingvin i Australien
Jeg har set en haj OG en pingvin i Australien

Kære dagbog.

Så er det tirsdag, og der er da sket lidt siden i søndags, hvor jeg tog fra det gudsforladte hostel i St Kilda. Jeg fik dog opbevaret min ting der, mens jeg tog ind til centrum for at kigge på Melbourne Aquarium. Nu er det jo ikke fordi jeg er specielt interesseret i fisk, men har altid haft lyst til at stå foran sån et kæmpestort aquarium ligesom i amerikanske film. Tænkte at de helt sikkert måtte ha sån et derinde. Mange små kedelige fisk senere, var jeg godtnok ved at være lidt skuffet, men SÅ... der helt til sidst, havde de gemt det væk, helt nede i bunden. Et kæmpestort flot akvarium med hajer og rokker og alt muligt i, hvor man kunne gå under også, så man rigtiget kunne se. Det var lige i øjet. Desværre kunne man ikke rigtigt sidde og stirre tomt på fiskene og få tømt hovedet for tanker og bare få ladet batterierne op, ligesom de gør på folk, idet det jo var søndag, og jeg overhovedet ikke var den eneste som syntes at det ville være en god dag at tage derind. Fuld af folk og rollinger. Men fint det var det. Jeg må tage derind igen en anden gang. Men det var dyrt, og de giver kun en snoldet rabat på pressekortet. Så meget for det.

Herefter var kl. faktisk blevet mange og Nicole, som jo havde lånt mig, sin sofa et par dage, skrev at hun var hjemme og at jeg bare kunne komme når det passede. Så tilbage til hostlet for at hente mine ting. På vejen kom jeg forbi en kæmpestor magasinshop og måtte jo lige kigge om ikke de havde noget. Ingen Donna Hay, men købte det nye Vogue L+E samt Jamie Olivers nye magasin. Har du set det Dorthe? Det er fantastisk! På trods af at det er trykt på genbrugspapir, så synes jeg at det er et superfedt blad. Jeg tror ikke man kan købe det i DK, men hvis du vil, kan jeg sende det til dig? Vil gerne bytte med nogle danske dameblade. Kom forresten også lige forbi et sted hvor de kun sælger russiske babushka dukker i alle farver og størrelser. Hvis i mangler nogen- Herman og Morten. Så siger i bare til!

Efter 3 kvarter i tram nr. 112 var jeg kommet et godt stykke ud af byen til kvarteret Preston, svarer vel nærmest til Rødovre el. Herlev, hvor Nicole bor i et lille hus med have, hun har lejet. Meget stille og roligt. Både Nicole og hendes roomie Stephanie er på min alder, og begge rigtigt søde. Vi spiste aftensmad sammen, som hun havde lavet, og jeg gik i seng, med en god følelse af, at det nok skal gå alt sammen.

Igår, mandag tog jeg igen ind til bydelen Fitzroy som faktisk ligger midt mellem der hvor Nicole bor, og Melbourne Centrum. Jeg havde jo været der før og vidste at der var en café med noget trådløst internet jeg ku låne samtidig med at jeg spiste min frokost. Desværre spillede det ikke rigtigt max, og selvom jeg godt kunne modtage mails og surfe lidt, kunne jeg ikke svare mails og facebooke. Og jeg kan altså ikke leve uden hul igennem til omverdenden, så jeg besluttede straks at jeg måtte ha sån et mobilt usb internet modem, så jeg kan være på når det passer mig. Som sagt så gjort, men mine internet problemer skulle vise sig, ikke at blive løst så let.

Jeg betragter jo mig selv, som værende forholdsvis computerkyndig, men kunne slet ikke få møget til at virke, så jeg måtte have fat i deres support, hvor en indisk gut hjalp mig med at få aktiveret min konto og fylde surf tid på. Så langt så godt. Nåede desværre heller ikke mere, da jeg havde lovet at lave risotto til Nicole og Stephanie, og de var blevet enige om at de ville hive mig med ud lidt, og vise mig en bar og lidt af byen og man siger jo ikke nej til kontakt med det virkelig liv, frem for det virtuelle liv. Så må du vente. Anyways. Pigerne kendte en bar med udsigt over byen, og det var superfedt og et rigtigt hyggeligt sted, med ikke alt for mange mennesker- måske nok mest fordi det var mandag aften. Efter en enkelt, og et møde med en anden af Nicoles veninder, tog vi hjem igen, idet pigerne jo også skulle op og passe deres arbejde næste morgen. Så jeg tænkte at jeg kunne prøve at se om jeg ku få den der internet thingy til at virke, men nej! Måtte gå i seng, sur og ked og med uforrettet sag. Øv! Men det var fedt at være ude og drikke en øl sammen med nogen, fremfor med en selv. Det må jeg gøre noget mere.

Det meste af dagen i dag er gået med at få internettet til at virke. 3 timer i telefon med forskellige indiske supportere og adskillige taletidsdollars senere er det nu endelig oppe og køre. Jeg kan skype og maile og facebooke og blogge til jeg sejner! I morgen skal jeg ringe til Donna. Hun skriver i hendes forord i det nye blad, som jeg fandt i en kiosk idag, at hun har sagt farvel til sin faste fotograf. Hun mangler selvfølgelig en stedfortræder, tænker jeg. Hvor heldigt at jeg så allerede er her, og kan starte på mandag! Hov! Glemte helt at fortælle at jeg har aftalt et møde, med den danske fotograf Jesper, på torsdag. Bliver godt! Har i øvrigt ikke hørt noget fra pigen med "måske et værelse til leje i Fitzroy" endnu, men Nicole har tilbudt at jeg kan blive her weekenden over.


2009-08-18 • 1 Comments • Categories: Architecture |  Canon Ixus 70 |  Traveling |  
Udadvendt indeni og indadvendt udenpåJeg har set en haj OG en pingvin i AustralienHeaps of dodgy stuff
 
134 photos • 14105121 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost