fotomaniac.dk ©
 
Rutchebane
Rutchebane

Dear Diary.

I'm sorry, but I've been thinking about it, and decided to go back to writing in danish. It just feels wrong to write in english. A little bit too public for me.

Kan snart ikke rigtigt holde rede i hvad der er sket hvilke dage, men tror nok jeg er kommet til tirsdag d. 1. sep. Havde aftalt med et stort udlejningsstudio, at jeg skulle komme ud og kigge tirsdag formiddag omkring kl. 10. Desværre er det utrolig svært at finde rundt Sydney og deres bus, minitram og citytrain system kører seperat fra hinanden med forskellige billetsystemer, hvilket bestemt ikke gør det nemmere. Desuden reklamerer de kun med hvor bussens endestation er, så medmindre man har planlagt sin rejse på nettet hjemmefra, er det stort set umuligt at regne ud hvilken bus man skal med og hvor man skal stå af. Dette resulterede, på trods af mine ellers ret gode stifinder egenskaber, i at jeg farede vild. Da jeg endelig fandt studiet var kl. 13. Pinligt pinligt pinligt. Heldigvis virkede det ikke somom de direkte havde kalkuleret med at jeg ville komme forbi, så ingen skade sket. Fedt sted ellers. Lidt ligesom The Lab i København, bare større og med oceaner af udstyr til udlejning. Prøvede også at forhøre mig lidt om assistentjobs, men tror ikke jeg skal regne med at de begynder at ringe i hobetal.

Efter udlejningsstudiet skulle jeg tilbage til centrum for at finde noget frokost, men fór vild igen, og endte op i Coogee Beach, som er en bydel noget syd for centrum. Umiddelbart ikke noget dårligt sted at fare vild, så jeg endte med at spise min frokost der. Imens ringede Jessica, som er en pige jeg har fået kontakt med gennem en veninde i DK. Jessica bor i Sydney, men har rejst i Europa alene for et par år siden, og havde derfor indvilliget i at mødes og drikke en øl. Så jeg mødtes med Jessica i bydelen Newtown, som indtil nu er det hyggeligste jeg har set af Sydney. Vi faldt supergodt i hak, så hun endte med at invitere mig på aftensmad hos nogle af hendes venner. Selvom det i teorien virker utroligt underligt at mødes med nye potentielle veninder, man blot kender over email, så er det nu alligevel rart at mødes med nogen. Desuden er det i virkeligheden ikke så meget anderledes end netdating, faktisk bare lidt nemmere. Følelsen af at skulle præstere og fremstå perfekt har jeg ikke følt mig underlagt af. Følte mig dog en smule malplaceret blandt hendes venner idet jeg jo kun havde kendt Jessica i et par timer. Men hyggeligt var det, og bestemt også rart at spise med nogen istedet for de evendelige enlige restaurantbesøg. Det viste sig også at Jessica og et par af hendes roommates overvejede at smide en af deres logernde ud. Så hvis det udarter sig sådan, at jeg slår mig ned i Sydney, så har jeg måske muligheden for at leje et værelse der.

Onsdag var jo den store dag, hvor det famøse møde med Donna Hay Magazine skulle stå. Havde i forvejen sørget for at orientere mig, så jeg var sikker på ikke at fare vild og komme pinligt for sent. Desværre var den omtalte Donna ikke med, men mødte de to AD'ere på magasinet, hvoraf den ene var ham jeg havde lavet aftalen med. Umiddelbart virkede de imponeret over min mappe og spurgte en masse ind til mine planer. Hvorlænge jeg havde tænkt mig at blive, om jeg var klar på at slå mig ned her, etc. Desværre har de ikke fotografer ansat, sådan som jeg havde forestillet mig, og håbet på, men hyrer fra opgave til opgave, ligesom de fleste magasiner hjemme. Dog var en af deres faste fotografer netop rejst "overseas", så de var på udkig efter nye, unge spirende fotografer som kunne blive fast tilknyttet teamet. Deres plan er at holde en prøvedag med at par udvalgte fotografer om et par uger, og de spurgte om jeg evt. ville være interesseret i det. Hvilket jeg self. svarede klart ja til, på trods af at de par timer det ville tage, ville være ulønnet. Hvad gør man ikke for at få foden ind. De sagde dog at intet var fastlagt endnu, men at jeg ville høre fra dem snarest. Efterfølgende fik jeg lov at se Donna Hay studiet og mødte de to fastansatte foodstylister. Det er lidt sjovt, for jeg havde forestillet mig en hel masse ting, om det her magasin og inde i mit hoved fået bygget det op til at være en stor organisation med masser af mennsker, og vilde lokaler, men i virkeligheden var det ikke så meget anderledes en sådan som jeg kender det hjemmefra. Fik også spurgt ind til det specielle "Donna Hay look", og selvom han ikke afslørede meget, så skyder de faktisk en hel del af magasinet på film. Selvom mødet var kort, kun lige lidt over en halv time, så synes jeg alligevel at det var gået supergodt. Selvom jeg alligevel gik der fra med en følelse af afmagt over, ikke at have noget job på hånden, så ved jeg jo også godt, at den slags møder sjældent giver orderer første gang. Det er nu det svære begynder. At holde kontakten, uden at virke for ivrig og desperat, men dog stadig tilgængelig og interesseret. Tålmodighed er en dyd jeg ikke altid er i besiddelse af. Desuden er det vildt frustrerende at tænke på, at der kommer til at gå omkring to uger før jeg overhovedet ved noget som helst. Og når det så er sagt. Så kan et par jobs eller 3 om måneden for Donna Hay Magazine jo ikke give mig smør på brødet hver dag. Der skal langt flere kunder til. Med det i mente følte jeg mig dog fortrøstningsfuld over at have en aftale med en agent i kalenderen, idet de jo ligesom er til for at hjælpe en med at finde jobs.

Så efter mødet tog jeg tilbage til hostlet for at pakke og tage flyveren tilbage til Melbourne, hvor jeg tjekkede ind på det samme hostel som jeg forlod i sidste uge. Hostlet med den søde fyr i receptionen. Han var der faktisk da jeg kom, og ku sagtens huske mig. Fik endda sludret lidt med ham, men har altså stadig ikke fundet ud af hvad han hedder. Siden hvornår har det skadet at spørge nogen om deres navn. Jeiks!

Nu er torsdag og kl. er ca. 22.00 og mit humør kunne godt være bedre. Mødet med agenten idag gik slet ikke som jeg havde håbet på. Hende jeg havde en aftale med, var desværre gået hjem pga. sygdom, så jeg talte kort med en anden gut der. Han er fotograf, og har været med til at starte agentbureauet op sammen med sin kone. Han bladrede bare hurtigt min portfolio igennem og konstaterede at jeg jo havde masser af god erfaring, men at de desværre ikke kunne repræsentere flere fotografer i øjeblikket. Samme melding som jeg har fået fra alle de andre agencies jeg har snakket med i telefonen. Ang. assistentarbejde ville han få nogen til at sende en mail rundt til deres fotografer, om at jeg er klar på jobs, men igen. Ved jo godt at man sjældent får jobs via mails. Det handler jo om at komme ud og trykke folk i hånden og møde dem ansigt til ansigt. 10 min. senere stod jeg på gaden i Melbourne igen, med en følelse af at være tilbage præcis hvor jeg startede for 3 uger siden. Ikke en eneste aftale i kalenderen. Ikke et enste job.

Føler mig modløs og udmattet. Ligenu har jeg rigtig meget lyst til at smide håndklædet i ringen og give fortabt, men ved også godt at det ville være for nemt. Jeg har jo ikke forladt alt derhjemme for at give op så let. Prøver at finde det lille sted inde i mig som, på trods af alt, ved at det nok skal gå alt sammen. Det gør det jo altid. Men det er hårdt og det gør mig bange ikke at vide hvilke penge jeg skal leve af når vi rundt d. 1. oktober. Mindst af alt, har jeg lyst til at tage hjem. Desuden er der ikke noget der hedder dagpenge før d. 31. december alligevel. Jeg må prøve at holde fanen højt, men har rigtig meget brug for peptalks og en kram fra min far.

I morgen må jeg starte forfra på min ringeliste og se om ikke det kan lade sig gøre at få en aftale med et andet agency. På lørdag skal jeg mødes med Nicole, hende som jeg couchsurfede hos. Vi skal ud og danse moderne. Eller måske skal hun, jeg hænger jo altid i baren/ det nærmeste hjørne. Og jeg skal have de nye sko på, som jeg har købt i trøstegave til mig selv idag.


2009-09-03 • 2 Comments • Categories: Canon Ixus 70 |  Traveling |  
Finding a surfer to bring to the opera house on rollerskates.RutchebaneJa jeg er stadig i live
 
134 photos • 14105114 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost