fotomaniac.dk ©
 
What to do?
What to do?

Kære dagbog

Efter forrige uges totale nedtur er sidste uge gået med at hive mig selv op igen. En process som nok kommer til at tage lidt længere tid. Aner ikke længere hvad der er op og ned. Hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Er totalt udmattet og slet ikke motiveret til at blive ved med at ringe til folk og følge op på mails og møder. Men har maximalt stress over at skulle tjene nogle penge snart.

Heldigvis har der jo været lidt arbejde i den forgangne uge. Et assistentjob mandag og igen onsdag. Føles dejligt at arbejde lidt igen, selvom det føles ulideligt at stå op kl. 6 og være hjemme igen kl. 19. Transporttiderne i Melbourne er sindsyge, og når man er vant til at bo 10 min. gang fra sit arbejde er det altså lidt noget andet. Men begge dage gik fint. Ikke det vilde at fortælle om det. Søde folk, stille og roligt. Lidt ligesom jeg kender det hjemmefra. Dog en mærkelig følelse at gå fra selv at stå med kunder og styre slagets gang, til igen at være den som slæber og stiller op og holder en hvid styropor plade. Men det er penge, omend kun 400$, så er det bedre end ingenting.

Tirsdag var jeg jo til møde med agenten, hvilket faktisk gik meget godt. Det var rart endelig at blive taget en smule seriøst og få hans mening om mine ting. Han mener at min mappe er meget editorial præget, hvilket jo også er sandt idet jeg jo har lavet den med henblik på at få Donna Hay i hus. Desværre mente han ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at kunne love at skaffe mig en masse kunder, hvorfor han ikke vil tage mig ind. Dog ville han gerne huske mig, hvis noget dukker op, som kunne passe. Så jeg ser lidt på det som en "probie"aftale og håber at muligheden for noget arbejde derigennem viser sig.

Torsdag fik jeg styr på alt med skat og det australske firmanummer, så alt jeg mangler nu er bare at få nummeret tilsendt med posten. Så er jeg klar til at skrive fakturaer ud i hobetal!

Efter mødet med skattemanden, var planen at tage bussen til Sydney og køre med Thor til Brisbane, og derefter tage til Byron Bay for at surfe, men et eller andet sted mellem onsdag og torsdag var det ligesomom alting begyndte at gå galt Aftalen med stockfotofirmaet i Danmark var så småt ved at falde på plads, og det faktum at jeg stadig ikke havde et ordenligt kamera var begyndt at problem. Og min bank hjemme kan stadig ikke rigtigt se fordelen i at en fotograf skal have et kamera for at tjene penge, så panikken begyndte at sprede sig lidt, og jeg må indrømme at jeg så småt seriøst begyndte at overveje at tage hjem og bare erklære mig personligt bankerot. Nu er det jo heldigvis sådan at min far er god til at støtte mig i alt hvad jeg gør, så efter et par skypetelefonsamtaler fik han mig alligevel på andre tanker og har nu været så totalt reddende faderfigur agtig at låne mig penge til et minirejsefotokit. Stadig ikke det jeg oprindeligt synes jeg har brug for, men dog et cool kit, som er forholdsvis nemt at have med og som stadig er godtnok til mere el. mindre proffessionelt brug. Meen, finansielle problemer var ikke det eneste jeg sku rende ind i torsdag. Klar til kamp og til surf og foto pakkede jeg alle mine ting sammen for at tage bussen torsdag aften mod Sydney, men allerede da jeg forlod Nicole og Caroline i Preston, Melbourne begyndte en bølge af hændelser som skulle forhindre mig at komme afsted. Pakket til sokkeholderne med udstyr, rygsæk, computer mm. kunne jeg ikke vente være mere klar til at komme ud af Melbourne. Især fordi vejret stadig var crap. Regnen stod ned i kaskader, og somom det ikke var nok gik min paraply i stykker og jeg måtte vente 3 kvarter i silenes regn på en yderst forsinket tram. Da jeg endlig kom ned på busstationen var jeg allerede for sent på den, og havde hverken fået vådt eller tørt i flere timer, eller haft tid til at købe min billet. Tænkte dog at jeg jo nok kunne købe min billet i bussen, og heldigvis har jeg da nok flæsk på sidebenene til at jeg jo nok ku vente et par timer mere med at spise. Men sjældent har jeg da mødt så uforskammet en buschauffør! Nåede knapt at spørge ham om noget som helst før han havde smækket døren i hovedet hovedet på mig og kørte afsted uden mig. Dog var jeg ikke den eneste. To engelske piger havde også fået en uhørt dårlig behandling, og der stod vi og ville bare gerne væk og nordpå til sol og varme. Dog stod der på monitorerne at der skulle køre en bus mere til Sydney kl. 21, så det satte vi os for at vente på. Men efterhånden som klokken nærmede sig 9, blev vi mere og mere i tvivl. Ingen bus. Og ingen som kunne sige noget definitivt om hvorvidt den skulle komme eller ej. Nogen mente at den helt sikkert var aflyst. Kl. 21.15 gav jeg op og indså at jeg hellere måtte tage tilbage til Nicole og Caroline for at sove, og få booket transport til dagen efter istedet. Men det betød jo altså at jeg måtte droppe at køre med Thor og spare de penge.

Men fredag morgen tog jeg så toget til Sydney, for at overnatte hos Jessica og derefter tage toget lørdag morgen til Byron Bay. Spændende tur fra Melbourne til Sydney dog. Fik måske lidt for hurtigt blandet mig i andres sager, med politi og sure miner til følge. Allerede inden vi havde forladt Sydney var der problemer med en ret så bad ass agtig australsk fyr omkring de 45 som lagde ud med at genere personalet. Som resultat flyttede de mig til en anden plads, fordi hans plads var ved siden af min. Bare som en gestus, så jeg ikke sku ha problemer med ham. Det viste sig dog hurtigt at blive værre der hvor jeg blev flyttet hen. Bagved mig var 5 unge tøser på vej til Sydney og talte højlydt om, at den ene vist ikke rigtigt havde fået lov at tage med. Den bad ass agtige type syntes at de unge tøser var meget spændende, og deltog hurtigt i deres samtale, til tøsernes fornøjelse. Den ene af dem, hende som ikke burde have været med, viste sig kun at være 16 år, og hendes mor blev ved med at ringe for at høre hvor hun var, og bede hende om straks at komme hjem og tage i skole. Her tog fyren så over og talte med moren i telefonen og sagde at han var hendes skolelærer og at han aldeles ikke kunne tillade at hun stod af før tid. Efterfølgende rådgav han pigerne til bare at glemme alt om deres mor og bare have det sjovt og gøre hvad der passede dem. Således fortsatte senariet i 2 timer og med 13 timers togtur til Sydney blev det alligevel for meget for mig at høre på deres teenagefnidder og med den gamle klamme gubbes forsøg på at være cool, så jeg sagde til ham at jeg syntes at han rådgav pigerne utroligt dårligt at jeg helt klart syntes at pigen skulle stå af snarest og tage hjem, idet hendes mor jo tydelig vis var yderst bekymret. Ikke særligt populært! Det udviklede sig til et større skænderi og ord som bitch og fuck blev heftigt brugt imod mig. Jeg valgte dog at trække mig til stor fornøjelse for fyren og teenagetøserne. Dog var der andre i kupeen som havde hørt scenariet og valgte at kontakte personalet, som trak mig til side for at høre hvad der var sket. Jeg forklarede dem min side af sagen og sagde at jeg mente at pigen ikke burde ha været med og at fyren i øvrigt ikke rejste med dem, men tillod sig at lyve for hendes mor i telefonen. Politiet blev tilkaldt og både pigerne og fyren blev taget af toget. Jeiks! Men dejlig fred og ro efterfølgende.

Fredag aften, da jeg endelig havde fundet frem til Jessica fandt jeg dog ud af hvorfor det var, at det hele havde været så besværligt. Følelsen af at det ikke var meningen jeg skulle ha været afsted. Havde fået et opkald fra en fotograf i Melbourne som ville have mig til at assistere for ham lørdag. Desværre kunne jeg jo ikke rigtigt hjælpe ideg jeg jo allerede havde booket togtur og hostel i Byron Bay. 200$ ud af vinduet lige der!. Og så ironisk. Har været ved at blive sindsyg af at vente på at folk skulle ringe, og når de så endelig begynder at gøre det, så har jeg lavet andre planer. Hele min filosofi omkring den her tur har jo ligeså meget været at følge min mavefornemmelse og hvad "universet" prøver at fortælle mig. Jeg skal huske at lytte. Men det er simpelthen svært. Jeg bliver forvirret og frustreret når der ikke sker noget. Jeg har det klart bedst med at arbejde og finder det utroligt svært at slappe af og rent faktisk nyde at jeg er her. Føles ikke rigtigt somom jeg er fri, men mere somom jeg er fanget i mit eget net af gode og dårlige beslutninger. Jeg er jo glad for at jeg er taget afsted og savner slet ikke at arbejde hos Kam&Co, men jeg savner at arbejde. Dog er jeg også så småt begyndt at tvivle på om det i virkeligheden er meningen at jeg skal fortsætte med at fotografere. Som det er nu, er det det eneste jeg kan og kan forstille mig at jeg skal. Hvis ikke jeg skal fotografere hvad skal jeg så? Men der er bare så mange ting ved det, som ikke er mig. Al den kontakt til andre mennesker. Hader når folk spørger mig hvad jeg laver og beder mig uddybe. Hader når folk kommer hen til mig, når jeg arbejder og begynder og stille alle mulige spørgsmål. Jeg foretrækker at arbejde i fred og ro, men har på den anden side også behov for mennesker i mine billeder. Men jeg synes det er svært. Men ja, som du nok kan høre, så er der mange tanker omkring det som roder. Er stadig bange og føler mig både overkvalificeret og underkvalificeret på een gang. Ved ikke længere hvad der føles rigtigt og hvad der ikke gør. Tænker på om det er en tidlig midtvejskrise eller om det bare er fordi det hele føles usikkert ligenu. Økonomi er helt sikkert et stort problem, og jeg er jo også et menneske som har behov for faste rammer. Jeg håber det i den sidste ende gør mig godt, at ruske op i alting og min måde at gøre tingene på, men en ting er helt sikkert. De problemer jeg følte skyldtes mit miljø derhjemme er i virkeligheden problemer inde i mig, og ligemeget hvad jeg gør, kan jeg ikke flygte fra det. Sidder stadig her, med følelsen af at jeg bare har lyst til at komme væk. Men jeg er jo taget væk. Rigtig langt væk. En anden ting som er sikkert. Jeg er ikke klar til at tage hjem. Slet slet ikke. Ønsker mig at holde fødselsdag, jul og nytår her. Og Morten, kom sådan til at tænke på dig og savne dig, da jeg vågende nat. Savner at arbejde med dig. Vi var så godt et team og du har helt sikkert været med til at få noget godt frem i mig, mens jeg arbejdede. Ville ønske du var her nu og vi ku lave en masse fede billeder sammen. Og Sammy, savner også dig og dit glade smil, og din evne til altid at få mig i bedre humør. Jeg håber du kommer herned snart, og redder mig, som du skrev. Og Nina. Tænker meget på dig og Uffe og den lille. Synes du har klaret det så godt selvom det har været hårdt, og jeg håber i er så glade nu, hvor han endelig er kommet til verden. Ville så gerne se jer, og glæder mig til at i ligger en lille video på facebook.

Nu er jeg i Byron Bay, og nyder at solen endelig skinner og det er varmt. Har været på stranden og teste det nye kamera idag, Canon G10, med undervandshus og ekstra telelinse. Det skal nok blive godt, og jeg glæder mig til at surfe. Har stadig ikke fået undersøgt hvor og hvornår, men jeg må på den i morgen.


2009-09-20 • 2 Comments • Categories: Canon G10 |  Traveling |  
Ja jeg er stadig i liveWhat to do?Love is in the air
 
134 photos • 14105062 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost