fotomaniac.dk ©
 
The honeymoon
The honeymoon

Kære dagbog

Tiden flyver afsted, og selvom jeg kun har været væk i 2 1/2 måned, føles det somom jeg har været her i et halvt år. Der sker hele tiden nye ting, og alting tager en ny drejning hver dag. Det er svært at tage de rigtige beslutninger og samtidig koncentrere mig om også at få taget nogle billeder.

Min telefon har været meget stille, siden jeg kom tilbage fra Byron Bay og Brisbane, selvom jeg har brugt meget energi på fortsat at få nye kontakter i branchen. Det mærkes tydeligt at finanskrisen har sin indflydelse på reklamebranchen her. De fotografer jeg indtil videre har været i kontakt med og arbejdet for hist og pist, siger alle at de gerne vil bruge mig igen, og helt sikkert vil ringe når der kommer nye jobs ind. Men ja, der er meget stille, så det virker somom de heller ikke har så meget at lave. Derfor er jeg begyndt at kigge rundt efter andre mulige jobs i hjørner af branchen som jeg ikke før har villet arbejde i. Har søgt masser af permanente jobs, men manglen på feedback, runger højlydt.

Jeg bliver rastløs af at vente, og tager derfor hele tiden nye beslutninger om at gøre noget, for at få tingene til at ske, i stedet for bare at glo ud i luften. En helt anden faktor meldte sig jo pludselig også på banen, og som du måske har regnet ud og læst via facebook, har jeg været i New Zealand i 10 dage, for at besøge Jarrod. Det har været helt fantastisk og NZ er meget smukt. Jarrod har behandlet mig som en prinsesse og vi har det i hele taget bare godt sammen, så ja officielt set er jeg nu med kæreste.

Jeg ved du er nysgerrig for at høre hvad han er for en fisk, og Pia, jeg kan afsløre at han rent faktisk kan surfe, og har tilbudt at give mig privatundervisning. Desuden synger han i et rockband på nippet til gennembrud og pladekontrakt i NZ. I mellemtiden arbejder han hårdt som sælger inden for IT rekrutering og han har givet mig masser af tips til salgsteknikker jeg kan bruge, for at sælge mig selv. Han har endda tilbudt at hjælpe med at booke møder til mig. Derudover er han bare sød, betænksom, romantisk og den perfekte gentleman, som betaler og holder døren.

Mine anstrengelser for at kombinere mit besøg i Auckland med lidt arbejde, har desværre ikke båret frugt, men jeg har dog fået kontakt til et madmagasin i kiwiland, som er villig til et møde når jeg kommer tilbage dertil. I øjeblikket har jeg dog ikke planer om at slå mig ned derovre, idet New Zealand er et meget lille land, med færre indbyggere end i DK. Jeg tror ikke der er basis for en stor kundegruppe for mig på nuværende tidspunkt, og desuden føler jeg at det er for tidligt at give op i Australien. Så indtil videre har Jarrod og jeg besluttet at starte med et langdistanceforhold og se hvordan det går. På sigt er det muligt at jeg giver New Zealand en chance, men Jarrod har heller ikke udelukket at han er villig til at flytte til Australien, men det kommer også alt sammen an på hvordan det går med hans band.

Dage og uger begynder så småt at flyde sammen i en stor pærevælling, men jeg mangler jo at fortælle om min tur til New Zealand, så jeg må nok hellere starte der.

Jeg tog afsted fra Melbourne torsdag d. 8. oktober og landede i Auckland sent den torsdag aften, hvor Jarrod smilende tog imod mig med kys og kram i lufthavnen. Fredag tog han på arbejde, men hentede mig efterfølgende hos ham, for at køre nordøst på. Han havde lejet en lejlighed i byen, til hans forældre, så vi ku låne deres hus på landet, og bare slappe af og være alene. Dejligt idyllisk og romantisk, med rødvin og snak til langt ud på natten foran pejsen. I virkeligheden er der ikke så meget at forælle om det, for vi havde bare brug for at slappe af og lære hinanden bedre at kende. Allerede søndag fik jeg æren af at hilse på hele hans pukkelryggede familie, med 2 søskende, tilhørende kærester, nevø'er og niecer og selvfølgelig Jarrods forældre. Lidt af en stor mundfuld, så vi pakkede hurtigt vores sager, for at køre en tur, så han ku vise mig lidt af det smukke landskab og kysten. Efterfølgende kørte vi tilbage til Auckland for at indlogere os i en lejlighed som Jarrod havde lejet, så vi fortsat kunne være alene. Han bor til leje hos en ung pige med to børn, og mente at det ville være lidt for crowded for mig, men jeg tror ligeså meget at han bare gerne ville have mig for sig selv. Desværre skulle Jarrod arbejde i alle hverdagene, men det gav mig heldigvis noget tid for mig selv og ro til fortsat at arbejde på mine kontakter i Australien.

Tirsdag aften skulle han øve med sit band, og ville gerne hvis jeg kunne lave nogle billeder af dem i øvelokalet imens, så de har lidt materiale til MySpace, Facebook, etc. Resten af ugens aftner er bare gået med at spise ude, snakke og hygge. Indrømmet, vi har ikke fået sovet så meget, og stakkels Jarrod har været max træt og ukoncentreret på sit arbejde. Fredag aften tog vi igen op til hans forældre, da de gerne ville have en chance for at hilse lidt nærmere på mig, hvilket faktisk var ret så hyggeligt. Jeg var dog noget nervøs og formåede da også at gøre mig selv pinligt bemærket ved at konsumere en hel flaske hvidvin selv.

Planen var lørdag at tage til Waiheke Island, som er en ø ikke så langt fra Auckland. Desværre havde vejret hele ugen været ret så skidt, så vi besluttede istedet at køre lidt sydpå, til Piha som er et helt fantastisk sted ved kysten. To timers kørsel fra byen igennem bjerge og regnskov, ligger dette lille surfparadis, med smuk smuk natur og strand med sort sand. Selve Auckland og nærområdet er ikke superspændende, selvom jeg er meget vild med tårnet i byen (minder lidt om Fernsehturm i Berlin), men denne lille plet er bestemt et sted jeg godt kunne se mig selv bosætte mig i. Om ikke andet for et stykke tid, så Jarrod har lovet at vi kan leje en hytte der, et par dage til sommer. Surfe, gå ture i det sorte sand, holde i hånd og se solen gå ned. Paradis.

10 dage går meget hurtigt når man har det godt med hinanden, men jeg måtte jo tilbage, for at fortsætte med at finde arbejde i Australien. Heldigvis havde jeg fået lagt an til 3 møder i denne uge, så jeg skulle starte helt forfra, når jeg kom tilbage. Søndag morgen alt alt for tidligt skulle vi op, men vågnede alt alt for sent. Heldivis nåede jeg lige på nippet mit fly, og stod tilbage i Melbourne kl. 9 om morgenen og savnede ham allerede helt vildt. Utroligt hvordan nogle ting bare lige pludseligt gå meget meget hurtigt. Det føles somom vi har kendt hinanden meget længere, men det føles bare godt og rigtigt. Meget af det fordi vi har samme værdier, og ambitioner om at nå vores mål. Det føles fantastisk endelig at modtage noget omsorg på den konto og for engangs skyld at følelserne går begge veje. Jeg har ikke haft det sådan siden jeg mødte Martin for gud ved hvor lang tid siden. 6-7 år tror jeg.

Nu er jeg, som sagt tilbage i Melbourne og vi savner hinanden vildt, men må holde ud og vente på en mulighed for ham, til at komme og besøge mig her. Snart!

I søndags, straks efter jeg var landet i lufthavnen, tog jeg til Clifton Hill, en bydel i Melbourne, for at mødes med Alex, en af Nicoles veninder, som har et værelse til leje. Jeg var træt og selvom huset er en smule smadret, og værelset meget lille, er det også billigt, så jeg sagde ja, og "flyttede" ind med det samme.

Igår mandag, var det på den igen med telefonen for at få booket de potentielle møder. Mens jeg var i NZ blev jeg ringet op af en fotograf, som manglede en assitent, og vi aftalte at jeg skulle vende tilbage til ham, straks jeg var tilbage i Australien, så det var det allerførste jeg gjorde igår da jeg vågnede. Det viser sig at han har et stort studie i Sydney og mangler en fast assitent/ retoucher. Lidt besværligt idet jeg jo lige har lejet et værelse i Melbourne, men jeg har aftalt med fotografen at tage til Sydney og holde møde med ham på torsdag. Hvis jeg får det, hvilket jeg virkelig virkelig håber, så må jeg flytte derop. Gør mig nu heller ikke så meget, selvom jeg klart synes bedre om Melbourne, og jo allerede har fået en omgangskreds her. Men arbejde og penge er vigtigst lige nu, da jeg jo praktisk taget er på randen til bankerot. Desuden har jeg aftalt et møde med Pacific Magazines, også torsdag i Sydney. Igen en af Nicoles venner. Det viser sig mere og mere, hvor vigtigt det er at have sine kontakter i orden og bare sørge for at kende en masse folk. Det nemmeste er klart at få møder den vej igennem. Det sidste potentielle møde, er med et agentbureau, som har indvilliget i at kigge min mappe igennem og komme med lidt feedback. Men det må nok vente lidt, idet de kun har tid fredag i denne uge, og jeg planlægger at blive i Sydney weekenden over. Alt kommer an på hvordan det går med fotografen på torsdag. Jeg håber virkelig meget at han siger at jeg kan starte med det samme. Men realistisk set ved jeg også godt at det nok ikke er tilfældet. Alting tager meget lang tid hernede og folk arbejder slet ikke i samme tempo og lige så effektivt som hjemme. Det er meget frustrerende, men der er ikke så meget andet at gøre, end at grave tålmodigheden frem og bare vente og holde ud. Apropos vente, så er der stadig intet nyt fra Donna. Jeg ved de vender tilbage, men der er ikke mere jeg kan gøre nu. Har jo heller ikke lyst til at virke alt for desperat og irriterende.

Jeg tror på at det hele nok skal lykkedes og alting har sin årsag. The force is strong in this one!


2009-10-21 • 2 Comments • Categories: Canon G10 |  Landscape |  Nature |  Portrait |  Spring |  Traveling |  
Love is in the airThe honeymoonA little bit about everyday life in Oz
 
134 photos • 14105061 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost